Uhrenholdts Gaard / Historie

Historie

   Historie

Sådan startede det

Løkken-Vrå Kommune fik muligheden for at søge Leader+ midler – kort fortalt et EU-projekt, der skulle fremme bæredygtig udvikling i landdistrikterne i de udsatte områder af Danmark, og pengene kom fra en nedskrivning af landbrugsstøtten.

Jeg var med i den lokale arbejdsgruppe, og vi begyndte at kikke efter ”janteng”, der kunne leve op til projektets nøgleord: ”Livskvalitet”.

Uhrenholdts Gård var forfalden, og den blev udelukkende brugt til dødt lager – men vi kunne godt se, at den rummede et potentiale – både arkitektonisk og indholdsmæssigt. Kan vi gøre det igen?

Uhrenholdtprojektet har en vigtig forhistorie:

2 år forinden var vi en gruppe på 11 – 12 ”drenge”, der havde projekteret, søgt penge og gennemført en meget stor renovering af det faldefærdige teater- og radiohus. Kommunen bevilligede kr. 600.000. Vi fik samlet en supergruppe af håndgangne mænd - og vi kastede os ud i det. Mange smilede lidt i smug: ”Det får de sgu aldrig jur færdig”. Det var et kæmpeprojekt, og det rummede tusindvis af arbejdstimer.

Men det gjorde vi – godt anført af formand Svendsen. Og vi havde endda nydt det – nydt det at arbejde sammen – nydt at se tingene vokse – nydt at se, at vi kunne gøre en forskel – men især nydt hinandens selskab. Vi arbejdede hver lørdag og hver torsdag aften i 14 måneder. Det var aldrig træls – tvært imod. Det var en oplevelse at opleve at samarbejde og fællesskab stadig rummer noget i andelsbevægelsens hjemland.

Det var med den oplevelse i rygsækken, at vi søgte frihed hjemme hos konerne til endnu et projekt. Vi fik friheden, projekterede og lavede et skrabet budget, men Leader+pengene forsvandt som dug for solen. Vi fik dog de sidste kr. 180.000, men Løkken-Vrå Kommune ville gerne støtte projektet – og nu kendte de jo arbejdsgruppen – og vi fik de sidste kr. 609.000 fra kommunen.

Også Uhrenholdt blev et kæmpe projekt, hvor vi havde planlagt at have håndværkere til at lave en del. Men materialer er dyre, så det endte med, at vi stort set lavede det hele selv. Vi arbejdede igen 14 i måneder hver lørdag og hver torsdag aften – og igen var det en fantastisk oplevelse.

Arbejdet og samarbejdet bar lønnen i sig selv, og nu har vi fornøjelsen af at have stået fadder til et nyrenoveret og smukt hus lige midt i byen – og så fik vi også fornøjelsen af at skabe liv i det.

Arne

Uhrenholdts Gaard | Jernbanegade 8C, 9760 Vrå - DK | uhrenholdtsgaard@gmail.com