Børnenes Jords tilbygning 1992 – 1993
Det hele begyndte egentligt på Børnenes Jord, der midt i 8o-erne var i en bølgedal. Det man godt kan kalde et tilfældigt sammenrend af forældre – vel en 12 – 14 stykker, der syntes godt om ideen bag, ville gerne gi’ byens grønne børneejede oase et løft. Og det lykkedes langt hen ad vejen. Man fik genstartet byggebyen, klubaftnerne, grill-onsdagene med efterfølgende boldspil opstod – og vi fik gang i enkle værkstedsaktiviteter. I Vinterferien og efterårsferien lavede vi temadag – Vikingedag, Sørøverdag og Indianerdag – og børnene kom. På sådan en dag var der ofte 100 – 120 børn. Legepladsen fik vi udvidet og renoveret, og Børnenes fristed var på vej op af bølgedalen. Huset blev brugt, filmlørdagene var godt besøgt, men vi manglede et værksted. Forældregruppen rummede mange håndværkere og andet godtfolk, der gerne ville bidrage, og vi begyndte at tegne og regne. En værkstedstilbygning på 50 m² ville koste kr. 70.000,- i materialer, og vi var villig til selv at lave arbejdet.
Men der var lige et ”men”. Penge havde vi ingen af, og vi begyndte at søge lokalt. Et pengebarometer blev sat op et centralt sted i byen, og ganske langsom steg ”trykket”. Vi nåede i mål med pengene, og gik i gang med byggeriet. Og med god hjælp fra lokale leverandører…og gode forbindelser, lykkedes det at lave et flot værksted. Der var jubel. Vi gjorde det, og det var i den grad med til at understøtte fællesskabet og opturen. Det var sjovt, og vi nød at arbejde sammen. Ikke sjældent sendte Carl Scharnberg en rosende hilsen, der ofte afsluttedes med:
”I dyb beundring” -Carl.
Hønsehuset 2001 – 2003
Men så sker der jo det, der ofte kommer bag på forældre. Vore børn begyndte at blive ældre, og begyndte at vise interesse for teateret og nærradioen på den anden side af vejen, og de af os der hvis børn ”flyttede”, flyttede med og vi ændrede fokus fra BJ til Hønsehuset. I parentes skal bemærkes, at der kom rigtig gode folk og afløste os på BJ.
Hønsehuset var i en sørgelig forfatning. Det vidste vi egentlig godt, men at det var så ringe kom alligevel bag på os. Taget var utæt, tagpladerne forvitret og træværket råddent. Væggene var enkeltstensvægge uden isolering, og lavet at leca blokke på kun 17 cm tykkelse, vinduer og døre var rådne – og tagrenderne var perforeret.
Vi vidste, at kommunen ikke ville – eller kunne finde penge til at lave en renovering.
I Vrå-Revyen 2001 lavede vi et nummer om det gamle hus, der var det at synke i grus.
Vi svang os op til at være lidt taktiske, og fik revyens dygtige scenografifolk til at sætte lette flamingoplader op under det skræntende loft. Det var ikke noget man lagde mærke til før….de midt under forestillingen blev udløst, og faldt ned over publikum. Det havde en fantastisk virkning. Publikum…her iblandt en del lokalpolitikere, blev i den grad overrasket og forskrækket. Og jeg husker første vers af sangen:
Mel: House of the rising Sun (The Animals)
Der er et hus på Stadionvej
Jeg vil advare dig imod
Gå ikke ind, nej, nej, nej, nej
For loftet ka’ fald’ ned i dit ho’d….(og det gjorde det)
Sådan så Hønsehuset ud før renoveringen… og jo tættere man kom på, jo værre var det..
Bagefter stod det klart for alle, at der burde gøres noget ved huset.
Parallelt med alt det her, arbejdede vi på et renoveringsprojekt, hvor taget – incl. spær skulle ned, og så ville vi sætte buer, isolere og bygge en helt ny mur rundt om den gamle. Vi havde fået Thorben Svendsen til at regne og bregne. Kr. 800.000, – ville det koste i materialer – og det var rasende billigt, for det handlede om 400 kv. m. – og Holger Mikkelsen havde sagt ja til, i givet fald, at være kassemester.
Vi vidste godt, at kommunen aldrig ville få råd til at prioritere Hønsehuset som et kommunalt projekt, så vi sendte en ansøgning til Løkken-Vrå kommune om de kr. 800. 000,- som materialerne ville koste….og så tog vi et skridt ud i luften: Hvis I vil give os pengene til materialer, ville vi godt lave arbejdet.
Om det var fordi vi lykkedes med vores byggeprojekt på BJ, eller det var det faldende tag, der gjorde indtryk – det ved vi ikke, men kommunalbestyrelsen sagde ja. Det var en kæmpe opgave. Teknisk skole havde sagt ja til at lave arbejdet med at lægge åse, isolering og tag, men en lovændring sendte deres praktikpladshungrende elever ud til mestre, og skolen trak sit tilsagn tilbage. Det var en streg i regningen. Vi holdt krisemøde, og resultatet blev: ”Så jør wi æ sgu sil..”…og det gjorde vi.
Vi besluttede, at sætte nye buer udvendigt, bygge nye mure uden for de gamle og isolere imellem. Et kæmpe arbejde, men det var både energi besparende og gav mere loftshøjde… Kort sagt: Et nyt hus…
Her er Gunnar og Karsten i gang på ”søje sij”
Det var en kæmpe opgave, og vi arbejdede hver torsdag aften og hver lørdag i 14 måneder. Det var hårdt, men det var også sjovt. Og alle var enige om, at det var en fornøjelse at arbejde sammen og samtidigt være med i et fedt projekt, hvor vi virkelig gjorde en forskel.
Hønsehuset genopstod af asken, og havde vi ikke gjort noget dengang, var huset nu, hvor kommunen gennemfører en hård exit-strategi – helt sikkert været væltet. Vi beviste endnu engang, at vi kunne – og at Scharnberg havde ret, når han sagde: Ingen kan alt, men alle kan noget – og sammen kan vi det hele.
Vi har nu kommunens eneste teaterhus uden for Hjørring. Det er hjemsted for Vrå amatørteater og den legendariske Vrå-Revy – og huset bruges også af Vrå Skole, når man arbejder med teater og skuespil.
Sådan kom det til at se ud indvendig – og udvendig. Sparekassen forærede os lysanlæg, og købte en ekstra forestilling til repræsentantskabet – og på den måde fik vi råd til nye stole…
Uhrenholdts Gård 2005 – 2007
Hønsehuset blev indviet i 2003, og så gik der en 3 – 4 år, før Hønsehus-børsterne var klar til at tage fat igen.
Sådan så sydbygningen ud inden vi begyndte… Dødt lager midt i byen… og med et stort potentiale
Hønsehuset blev indviet i 2003, og så gik der en 3 – 4 år, og arbejdsgruppen – Hønsehusbørsterne – var vi efterhånden ved at savne hinanden, savne fællesskabet og et eller andet godt, at arbejde sammen om. Derfor kom det som kaldet, da en gruppe aktive Vråborgere inviterede byens borgere til at arbejde med temaet: ”Mere gang i Vrå”.
Det varede ikke længe inden et par fra gruppen fik øje på syd bygningen i Uhrenholdts gård. Den var ejet af kommunen og stod stort set som dødt lager.
Arkitektonisk, og historisk en spændende bygning fra 1899 – altså fra byens barndom – og vi så det store potentiale huset rummede. Vi samlede Hønsehusbørsterne igen, drøftede mulige ideer og spurgte: ”Hwa-æhh…ser I…ska wi prøwe ijan?” Den hårde kerne fra Hønsehuset – incl. Thorben Svendsen – fik frit lejde hjemme fra, og sagde hurtigt ja – og planlægningen begyndte.
Men igen havde vi ingen penge. Thorben havde beregnet, at en totalrenovering ville koste lige lidt over en mill. Det turde vi ikke søge om, og rettede tallene til kr. 900.000,- velvidende, at det kunne komme til at knibe.
Kommunen – og det var Løkken-Vrå kommune…og lige før kommunalreformen… sagde heldigvis ja. Vi tænkte tanker en tid, og det endte med, at vi ville lave et kulturhus midt i byen mellem to tårne – og der skulle være noget for både hånden, og ånden.
Indretningen endte med et snedkerværksted og en smedje nedenunder – og en bryggerskole midt imellem…..og oven på endte det med et atelier og et forsamlingsrum til musik, fester o.l….og endelig skulle der naturligvis være både toiletter på hver etage og køkken øverst.
Vi arbejdede længe med hvad vi ville have huset til at rumme – og her resultatet.
Her nogle af Uhrenholdt-drengene på lægterne. ”Å de war in bång for å ta we..”
Også her var det en kæmpe opgave. Vi startede med at ”strippe” bygningen… gik helt ind til kernen – og fik væggene sandblæst… og efterfølgende vandskurede vi. Det kunne vi efterhånden i søvne. Gulvet blev banket op, isoleret – og nye rør lagt. Ny etage adskillelse, nye bjælker – og alle døre og vinduer blev fornyet. Selv de gamle støbejernsvinduer blev fornyet.
Vi bestilte nye, der blev støbt så tykke, at de kunne monteres med termoruder. De var godt nok dyre… ca. kr. 5.000,- pr. stk, og man kunne købe look-a-like-plastvinduer til det halve. Det gjorde vi ikke. Alt blev lavet i respekt for det oprindelige – også selv om det kostede..
Det blev endnu et forrygende byggeprojekt – båret af frivillighed, fællesskab, idealisme og sammenhold – og vi nød stadig at arbejde sammen.
At det så oven i lykkes os, at få Uhrenholds Gård fritlagt for påbygninger, som den var i gamle dage… uden Rødekors-butik påbygning og uden påbygning fra den gamle Baptistkirke/Vrå Farvehandel, det var fantastisk.
Her er vi godt på vej. Nyt tag, og alle porte, døre og vinduer blev fornyet…
Knud Rødbro’s dør stod åben, og med kommunal velvilje endte det med et byfornyelsesprojet i baggården syd for. Der blev virkelig åbnet op for både lys og luft
Sådan kom det til at se ud inden døre. Se lige de gamle bjælker fra 1899… og vi havde en heldig hånd med at få købt stole og borde. Huset i Hasserisgade skulle have nye, og vi bød kr. 25.000,- for de gamle…og fik dem… originale Løjtstole og borde i egetræ.
Vi gjorde et stort benarbejde, men det var ikke lykkedes uden hjælp og velvilje fra Lars Villadsen og Knud Rødbro – der sammen med amtet og Savmann fra amtet, fik det lavet til et byfornyelsesprojekt med tilskud fra de amtslige kasser.
Den gamle grovvarehandel rummede et potentiale – både arkitektonisk og indholdsmæssigt, og det fik vi frem.
Huset blev indviet i 2007, og vi havde ikke set helt forkert med indretningen.
Hurtigt fik vi skabt liv over alt, og det varede ikke længe inden værkstederne var maskinrum og krumtap i den gamle stationsby.
Endnu engang var det en flok frivillige, der tog initiativ, fik ideen, udarbejdede et projekt – og gennemførte en gennemgribende revitalisering af den gamle grovvarehandel lige midt i byen.
Mottoet var: ”Ud med de døde duer – og ind med levende mennesker” – og sådan er det gået.
Igen en kæmpe oplevelse, hvor sammenhold, fællesskab og gensidig respekt for hinanden var det bærende. Det var svært at få armene ned…og endnu engang snakkede vi om de kræfter der ligger skjult i Carl Scharnbergs gamle læresætning.
Det berømte billede fra New York… næsten…
Det færdige resultat. Endnu et projekt afsluttet…
Vi havde haft en heldig hånd med at vælge indretning og aktiviteter, og det gik ikke mange år, inden vi begyndte at mangle plads. Der var ingen udvidelsesmuligheder, og vi tænkte og tænkte… Hvad gør vi?
Nu træffer det af og til, at problemer løser sig af sig selv, og sådan gik det også her. Pludselig så vi en mulighed, selv om årsagen var trist.
Rugbrødsbageriet 2014 – 2017
Sådan så det gamle bageri ud før…En lidt træt bygning, men man aner potentialet. Når rugbrødsbageriet var så stort skyldes det, at der skulle være plads til ovn, rug, kul, aske, hest og vogn til landtur og mad til hestene….”å plads te mågen..”
Vrå Bageri bestod af to bygninger. Forretningsbygningen i Jernbanegade og en ældre bageribygning.
Da bageriet desværre måtte lukke, var det Sparekassen Vendsyssel, der stod med bygningerne – og den gamle bageri bagbygning lå væg til væg med Lokalhistorisk Arkiv – altså meget tæt på Uhrenholdts Gård. Var der en mulighed her? Vi spurgte Sparekassen, der nok egentligt regnede med at rive bagbygningen ned… om vi kunne ”få” bygningen + de penge det ville koste at rive den ned… til at bygge den op for – beregnet til 286.000,- + moms
Sparekassen var endnu engang generøs, og sagde: Ja. At vi endnu engang var lykkedes med at renoveringsprojekt – denne gang i Uhrenholdts Gård – var nok ikke helt uden betydning for deres tilsagn, og det vakte jubel.
Hønsehusdrengene, der var blevet til Uhrenholdtdrengene… vi måtte erkende, at vi næsten var blevet 10 år ældre. Men de ville meget gerne være med, hvis vi kunne få flere med i flokken – og gerne nogle, der var lidt yngre.
Vi inviterede bredt i avisen – og der kom 32….. YES..
Med det tilsagn turde vi godt søge Hjørring kommune om penge til materialer.
Nu havde vi jo tilsagn om kr. 286.000,- + moms fra Sparekassen Vendsyssel, og Thorben havde beregnet, at materialerne ville koste kr. 800.000,-
Sådan så bageriet ud inden i, og også her fornemmer man potentialet. Men loftshøjden var lav, så de 3 stokværk måtte vi lave til to.
Vi fik hjælp til at få den gamle røde tværbygning mod vest revet ned, og pludselig stod det gamle rugbrøds-bageri igen alene. Man kunne godt fornemme, at der var langt hjem, men ingen gav op. Tvært imod. Man gik på med krum hals, og fremmødet var fantastisk. Vi var aldrig under 18.
Miraklet skete. Hjørring kommune sagde ja – og man vedtog samtidigt at give et årligt driftstilskud på kr. 50.000,- til lys varme, forsikring osv. Det var fantastisk, og helt uhørt at udvide bygningsmassen i en tid, hvor kommunen gennemførte en hård exit-strategi.
Her en del af flokken øverst oppe, og Thorben tørrer sved ahh… nok snarere støv… af Leif’s høje pande.
Alt imens det legendariske køkkenhold stillede formiddagskaffe an – og ryddede op og servicerede ”byg-herrerne” på alle måder.
Der er støbt gulv, og det skal fejres. Kristian og Mikkel var heldigvis med i flokken, og trak gennemsnitsalderen voldsomt ned… De nappede lige en pause på vippen…
Igen var der jubel, og vi gik i gang, og det gik rigtig godt. Vi arbejdede hver lørdag fra 8 – 13 i to år – og vi var aldrig under 18.
Et imponerende fremmøde, og det gamle og smukke rugbrødsbageri var som forvandlet. Mange vinduer og døre var muret til. Dem fik vi genåbnet, og arkitektonisk kunne det gamle bageri nu få enhver arkitekts tænder til at løbe i vand. Harmoni – og symmetri, og godt håndværk.
Indretningen blev naturligt præget af gode ideer, og at det var den gamle Uhrenholdt-syd bygning, der manglede plads. Nederst skulle der være smedje, øverst mødelokale – og midt i noget så mystisk som ”Mulighedernes mellemrum” – et FabLab – et Makerspace – et rum til computersløjd.
Det gik vi efter, og vi ville også gerne have en elevator. Det var der ikke plads til inden for de kr. 800.000, men Hjørring kommune meldte sig igen som medspiller, og sammen søgte vi Realdania. Vores projekt blev udvalgt som et spændende samarbejde mellem kommune og lokale ildsjæle, og vi fik kr. 900.000,- Ha-le-luuu-ja… Nu var der penge til det sidste ”bette nøk” – og til at få lavet et nybygget indgangsparti med trapper, elevator og toiletter. Det byggede vi selv, og det lykkedes Gert, at få udlært 3 ”voksenlærlinge”… og det har de snakket om siden…
Her skulle det nye indgangs-parti bygges. Mursten indvendigt og træ udvendigt. Og her blev 3 voksenlærlige udlært som murer på 3 måneder..
Vi arbejdede hårdt i 2 år – ja, faktisk fire år, når de indledende øvelser med ansøgninger, forhandlinger, tegninger og planlægning regnes med, men det var det hele værd.
Endnu engang en kæmpe opgave og en fantastisk oplevelse for de, der var med. Vi skabte forandring, vi gjorde en forskel – vi knoklede – og hjertet var med – og vi nød det.
Nu har vi et kulturkompleks midt i Vrå, og det udvikler sig stadig. Den næstsidste nye gren på stammen er et Bjeskeri, hvor interesserede kan dyrke deres fælles interesse med urtesamleture, erfaringsudveksling osv. Og oven i vil man vil sørge for, at der hvert år bliver lavet en Vrå-Bjesk med en dragende virkning. Og kravet er stort: ”Ætter bjesk nummer tow, wil do jæn flyt te Wro” – og årgang 2021 lavet på porse, er på vej. Og den virker…
Uhrenholdts gård lever og udvikler sig, og bliver i Hjørring kommunes kulturafdeling benævnt som et af byens bankende hjerter
Endnu et hus fra byens barndom blev reddet, og renoveret med respekt for det oprindelige. Endnu dødt passiv var gjort til et levende aktiv. Endnu en arkitektonisk perle i Vrå midtby blev reddet af en flok frivillige.
Afslutning
Det her er historien om at:
Ingen kan alt, men alle kan noget – og sammen kan vi det hele.
En hård kerne – godt hjulpet af gode folk, der heldigvis stod på de enkelte projekter – gik hele vejen.
Huse blev udviklet, huse blev reddet – og nyt blev skabt. Afvikling blev vendt til udvikling – og forfald vendt til frodighed. De var med i udvidelsen på Børnenes Jord. De har reddet Hønsehuset, der blev totalrenoveret og forbedret – og i Vrå midtby har de i Uhrenholdts Gård reddet og renoveret to faldefærdige bygninger fra byens barndom, og skabt nyt liv i dem.
I Vrå har initiativ og flittige – idealistiske frivillige med god kemi og godt sammenhold – gjort en forskel. Hjertet var med – og det var glæden ved at arbejde sammen for en god sag, samarbejde, fællesskab og ikke mindst gensidig respekt, der var det bærende. Og det bærer stadig.
Så glad ser man ud, når man har det sjovt og arbejder sammen om et godt projekt, hvor man er med til at gøre en forskel.